Skøn julelæsning

Julen er meget mere end småkager, nørklerier, julepynt og skøn musik. Julen er også julelæsning, og dermed julebøger. Denne fortryllede genre, som er så uendeligt tilgivende, i hvert fald når det kommer til denne grådige læser. Sukkersød romance, genkendelige forviklinger, og lykkelige slutninger – åh ja. Lige hvad man kan overkomme sådan en sen eftermiddag, mens mørket falder på og teen damper i koppen. Det der formentlig bliver årets bedste julebog (Julen varer længe…) har jeg allerede læst, men det forhindrer jo ikke at jeg kan lede videre efter en der er endnu bedre. Her er, hvad jeg har på min julelæseliste:

julelæsningIndlægget indholder reklame for Saxo Premium, som har været så søde at give et abonnement til bloggen.

Rosie Hopkins søde jul af Jenny Colgan
Engelsk jul, oven i købet i den hyggeligste lille slikbutik (!) i den hyggeligste lille by – og med indbygget romance. Ja tak.

Christmas at Little Beach Street Bakery af Jenny Colgan
Mere fra samme forfatter, denne gang sat i et bageri. Jo ikke umiddelbart mindre indbydende.

Hercule Poirots jul af Agatha Christie
Når min yndlingsdetektiv holder jul, med blodige mord og udspekulerede mistænkte, vil jeg være med på sidelinjen. Især fordi vi igen er i gang med den herlige, engelske jul. Jeg har faktisk læst den før, men kan heldigvis ikke huske, hvem morderen er, så jeg kan fint nyde spændingen én gang til.

Calling Mrs. Christmas af Carole Matthews
Cassie er Mrs. Christmas– hun arbejder ganske enkelt med JUL; tager rundt og pakker gaver ind, skriver julekort og pynter juletræer for travle familier. Skøn ide skulle jeg mene, og så er den (naturligvis) tilsat det obligatoriske trekantsdrama, for den krævede spænding. Hvem får hvem?

Hjem til jul af Joanna Bolouri
Endnu en bog, som er skåret over en tryg og velkendt læst, præcis som julebøger skal være. Denne gang lejer Emily den irriterende nabofyr til at agere sin trofaste kæreste over julen, for ikke at skuffe familien, som har glædet sig til at se hendes vidunder. Og hvordan dét går, kan vi vist næsten regne ud 😉

Julen er hjerternes fest af Lise Nørgaard
En vidunderlig samling af små, sjove julenoveller fra Lise Nørgaards sikre hånd. Har elsket dem i årevis. Tror måske jeg læste dem første gang i 1986, da jeg selv skulle holde jul for første gang – og de er ikke blevet ringere med årene.

Snesøsteren af Maja Lunde
24 fristende kapitler om Julian, som kæmper med savnet af sin nyligt afdøde søster. Et stormende hit, som jeg nyder, selvom jeg har svært ved at begrænse mig til ét kapitel om dagen!

Mandelgaven af Erik Valuer
Ikke vores helt sædvanlige julebog. Læs med fra bagsiden:

”I denne bog har Erik Valeur samlet syv små grumme og forunderlige historier om en af danskernes mest elskede juletraditioner.

Den, der følger lige efter anden, flæskestegen, gåsen – hvor skålen med risalamande markerer uddelingen af aftenens første eftertragtede gave, lige før træet skal tændes.

Fortællingerne er spredt ud over det ganske land, og fælles for dem er, at de bygger på en lang række sandfærdige, men alt andet end idylliske beretninger, samlet ind hos danske familier, der år efter år har kæmpet om mandelgaven.”

Jamen, den må da læses!

julelæsning

Jeg har også fået fingrene i et par nye papirbøger. Sarah Skarums Julebog, som er noget så hyggelig og livsbekræftende, og Hæklet nordisk julepynt af Heidi og Pia Johannesen, som jeg vil skrive meget mere om en af de nærmeste dag.

Alle bøgerne kan fås hos Saxo. Mange af dem kan læses på deres app, hvis du har Saxo Premium, og resten kan lynhurtigt klikkes hjem  (uden porto, hvis du har Saxo Premium).

Måske vil du også læse...