Langsom lørdag – langsom jul

Julen kommer førend vi ved… og det ved vi jo faktisk godt. Alligevel har den det med at komme bag på mange, og det er en skam. Der er sådan set ikke rigtig nogen grund til, at den skal komme bag på os, for i butikkerne starter den sådan omtrent samtidig med skolernes efterårsferie – men hvis man har dårlige juleminder om stress og jag, så er det måske nærmest bare irriterende at blive mindet om, at den lurer lige hjørnet?

Jeg elsker de første tegn på julens komme. Forventningens glæde er altid den største, og jeg begynder gerne at glæde mig allerede i oktober. Og det er en god ting, i hvert fald hvis man er gået hen og blevet en af de voksne; dem der skal få julen til at ske.

langsom jul

Julen skal nemlig være langsom. Det er julens natur at være langsom, så man når at nyde alt det gode, og det er også derfor, julestress er noget af det sørgeligste.

Hvis man begynder i god tid, kan man rigtig nusle om sine julelister. Jeg har mange julelister, som tjener hvert deres formål, men som tilsammen sørger for, at min jul bliver velsignet langsommelig, med masser af tid til alt det vigtigste.

Den første liste jeg laver, er listen over, hvad jeg gerne vil nå. Der er ting, der går igen fra år til år, men der er også ting, som skaber glæde ét år, men som ikke kildrer min juleglæde efterfølgende. Da børnene var små, var vi for eksempel altid i teatret og se Folk og røvere i Kardemommeby. Det var i mange år indbegrebet af jul for mig, men efterhånden er det lang tid siden, jeg har gjort det sidst.

langsom jul

Der kommer ofte nyt til listen. Sidste år var jeg for første gang til bedsteforældreklippeklistredag i børnehaven, og det var så skønt, at det bestemt skal gentages. I år vil jeg også på julemarked oppe ved Esrum Kloster – det har jeg aldrig prøvet før, men det lyder som en virkelig god ide.

Dertil kommer så de helt faste traditioner, med julefrokster, juletræsfældning, julekagebagning og så videre, og alt i alt ender jeg gerne med en ganske omfangsrig liste. For at listen ikke skal overvælde mig, har jeg valgt at dele den op i to kategorier: de uundgåelige og kataloget.

De uundgåelige skal der være plads til (de er jo netop uundgåelige…), og de skal planlægges i god tid. Kataloget er alt det andet. Alt det sjove, som jeg godt kunne tænke mig, men som ikke får nissen til at vende mig ryggen med et fnys, hvis det ikke bliver.

Og resten er ren fest – et hyggeligt puslespil som, når det er samlet, bliver til Min Jul.

Det er fuldstændig underordnet, hvor meget eller hvor lidt man når i juletiden, bare man er okay med sine valg. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, så følg dine egne ønsker – hvis du trives med ganske få arrangementer, så planlæg efter det, og omvendt; hvis en tætpakket julekalender gør dig glad helt ned i maven, så go for it. Gør mere af det, som gør dig glad, og gør allermest af det i julen!

Så når du skal lave din liste, skal du stille dig selv spørgsmålet:

Hvad er en God Jul for dig?

Hvad vil du lave, og hvad kunne være sjovt at finde tid til? Juleudstilling, julepyntning, juletræsfældning, kagebagedage, julefrokoster, julemarkeder, teater, biograf, gløgg-aftner, fælles klippeklistredage eller noget helt andet?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg har besluttet, at i år vil jeg besøge rigtig mange julemarkeder! Synes det er så hyggeligt 🙂 Derudover har min søster og jeg en fast kage-bage-dag, som også hører sig til før det kan blive jul 😀

    1. Julemarkeder er noget af det bedste – og kage-bage-dage hører sig til. Det er så hyggeligt når man begraver sig i småkager og godt selskab en hel dag igennem!

Comments are closed.