Når disse her Søndags Snapshots udkommer, er jeg i tilbagetrækning. Jeg forsager verden med al dens larm og alle dens fristelser, og overgiver mit til mit eget støjende hoveds nåde. Det er jo noget der sker med jævne mellemrum, og således kan man måske undre sig over, hvordan jeg gang på gang kan blive nærmest helt euforisk af det, men jeg er bare så inderligt taknemmelig over, at jeg har muligheden. Når jeg tænker over hvor mange lykkelige omstændigheder der sådan lige skal falde sammen for at det kan lade sig gøre, bliver jeg fuldkommen rundtosset. Jeg er virkelig en heldig kartoffel!
Weekenden har oven i købet budt på en særligt attraktiv lækkerbid, i form af årets første konfirmation. Det er noget så hjertebevægende smukt med et ungt menneske, som tager sig tid til at overveje sine valg. Ungdommen fortjener sin dårskab, og så meget desto mere gribende er det, når de ind imellem tumler med livets store, afgørende spørgsmål, og lader os gamle række dem en hånd.
Jeg stod op allerede kl. 3.25 i morges, så jeg har haft fuld glæde af den sprøde morgenstund. Et langsomt og stille morgengry minder mig om, at de varme lande nok er herligt overdådige i al deres varme solbeskinnede dekadence, men at et forårsagtigt Danmark altså også kan noget.
Almindeligvis kaster jeg mig over arbejdet, ret hurtigt efter jeg er stået op. Jeg er nemlig klart mest energisk og skarp om formiddagen, og det glæder jeg mig over nærmest hver eneste dag, for der er jo ingen hvile som den man får på en god samvittighed! Til gengæld betyder det så også, at computerskærmens blå lys rammer mig mere eller mindre fra dagens begyndelse, og det nyder jeg faktisk en lille smule at være væk fra. Ingen roser uden torne…
Ugen har ikke føltes så lang – mandag røg i skraldespanden (og der håber jeg den ligger og skammer sig endnu), og allerede torsdag startede tilbagetrækningen, som er en verden helt for sig, udenfor tid og sted. Det giver så en todages uge, og det er der jo også godt at sige om. Tror jeg nok.
Inden jeg lukkede døren bag mig, nåede jeg dog, udover en hulens masse arbejde, et hyggeligt besøg hos Jeanette fra yndlingsbloggen Voksenlivsstil. Fili og Viola er blevet perleveninder – og Fili har lært at det kan svare sig at sidde pænt, når Jeanette går i køkkenet. Må tage mig selv i nakken for ikke at gøre det samme, for hold nu op, hvor man bliver forkælet hos hende. Arbejdet med bloggen har givet mig mange uventede glæder, men den største er uden tvivl de dejlige mennesker, jeg har lært at kende. Er jo en lillebitte smule introvert, men nyder altså virkelig godt selskab.
Næste uges underholdning er på plads. Altid godt at være beredt, jo – og med Mr. Bridge burde jeg være på den sikre side. Jeg knuselskede den stille, nænsomt fortalte historie om Mrs. Bridge, så mon ikke et blik på familiens liv gennem ægtemandens øjne vil være fint? Jeg tror det.
Ellers står næste uge på noget tiltrængt oprydning – og forhåbentlig på sæsonens første vandretur. Har allerede kogt og tørret mad og fundet al vores grej frem, så jeg er klar. Som i helt klar. Uh hvor det er længe siden vi har været derude på stierne, hvor livet går langsomt og hjertet kan følge med, men nu skal det være!
Tak for de søde ord og dit og Fili’s dejlige besøg – ja, både dyr og mennesker skal forkæles lidt 😉 Vi må snart ses igen.
Det må vi i hvert fald – det var en dejlig dag!