Jeg har designet en cardigan specielt til Strikkeskolen. Den er nem og hurtig at strikke, og enhver der har tjek på tre første indlæg i Strikkeskolen, kan helt uden videre gå i gang med den. Den er strikket på pinde 10, så man kan virkelig se, at der sker noget. Omvendt er pindene ikke så tykke, at de bliver anstrengende og uhåndterlige. Selv bryder jeg mig ikke om at strikke på tykkere pinde end 10, fordi det bliver ganske hårdt for mine håndled, men på pinde 10 går det fint.
Jeg har forsøgt at skrive opskriften, så den også giver mening for en helt ny strikker. Ingen forkortelser, ingen indforståede kunstgreb – alt er forklaret omhyggeligt, og skulle du alligevel løbe ind i problemer, er du altid meget velkommen til at skrive til mig!
Cardiganen er en skøn, chunky sag, taljekort, og med store ballonærmer, der ender i en bred rib. Den sidder virkelig godt, og har vist sig super anvendelig til både kjoler og jeans – og så er den dejligt lun, uden at være alt for varm at have på.
Der er nærmest frit slag med hensyn til garnvalg og farver, fordi den strikkes med flere tråde. Jeg har lavet en sort, som er strikket i to tråde Lima og en tråd Brushed Alpaca Silk, og en skøn meleret camel sag, som er strikket i to tråde Brushed Alpaca Silk og en tråd Puna. Der er et utal af andre kombinationsmuligheder. Gå ud fra garngrupperne (som du finder under beskrivelserne af mit garn), når du skal vælge. Du skal bruge en af nedenstående kombinationer:
- 5 tråde fra garngruppe A
- 3 tråde fra garngruppe A + 1 tråd fra garngruppe C
- 2 tråde fra garngruppe A + 2 tråde fra garngruppe B
- 1 tråd fra garngruppe A + 2 tråde fra garngruppe C
Og når dét er sagt, så har jeg faktisk strikket den brune udgave (se foto længere nede) i to tråde fra garngruppe C (Brushed Alpaca Silk) og 1 tråd fra B (Puna). Man kan fint lege med materialevalget, bare man er omhyggelig med at overholde strikkefastheden.
Hvis du synes det er svært at vælge garn, må du endelig skrive. Jeg synes det er mægtig sjovt at kombinere garner, og hjælper gerne med ideer!
Opskrift på Strikkeskolens cardigan
Størrelser: small – medium – large
Overvidde: 100 cm – 110 cm – 120 cm (omkreds om brystet, lige under ærmerne)
Længde: 46 – 48 – 50 cm
Pasform: Cardiganen er designet til at blive båret med en vis bevægelsesfrihed. Hvor stor den skal være, er op til din personlige smag – jeg har lavet mine med en bevægelsesfrihed på ca. 20 cm. Det betyder at jeg har valgt min størrelse ved at måle mig selv om brystet, lægge 20 cm til, og strikke den størrelse der kommer tættest på resultatet.
Garnforbrug: Jeg har kun angivet garnforbrug til to af garnkombinationerne, men vil gerne hjælpe med at estimere forbruget ved andre kombinationer.
To tråde Drops Lima + en tråd Drops Brushed Alpaca Silk:
11 – 12 – 13 nøgler Lima farve 8903 sort + 4 – 4 – 5 nøgler Brushed Alpaca Silk farve 16 sort.
To tråde Drops Brushed Alpaca Silk + en tråd Drops Puna:
7 – 8 – 9 nøgler Brushed Alpaca Silk farve 05 beige + 5 – 5 – 6 Puna farve 04 gråbrun
Pinde: Du skal bruge rundpinde 6 og 10. Jeg bruger altid en forholdsvis lang rundpind, og bruger magic loop-teknikken., hvis jeg skal strikke noget smalt – som for eksempel et ærme. Så slipper jeg nemlig for at have en hel masse rundpinde i forskellige størrelser.
Hvis ideen om at strikke ærmerne rundt skræmmer dig, kan du naturligvis bare strikke dem frem og tilbage, og sy dem sammen til sidst! Hvis du ikke kender magic loop-teknikken, kan du se den forklaret på denne video:
Strikkefasthed: 9 masker gange 15 pinde giver en firkant på 10 gange 10 cm.
Lav en strikkeprøve ved at slå 14 masker op på pinde 10, og strikke 19 pinde perlestrik. Mål så efter, om din strikkefasthed svarer til min. Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat, så hvis ikke den passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.
Perlestrik: Cardiganen er strikket i perlestrik. Det er et vældig nemt mønster, som kører over to pinde:
1. pind: * 1 ret, 1 vrang * Gentag fra * til * hele pinden ud.
2. pind: Strik vrang over retmaskerne (dem der ligner små v’er), og ret over vrangmaskerne (dem der ligner små buer)
Cardiganen strikkes ved at man starter forneden på ryggen. Når man kommer til skuldrene, lukker man masker af til halsåbningen, og strikker hver side af forstykket for sig. Tilsidst samler man masker op til ærmerne, og strikker dem oppefra og ned.
At skifte garn: Når et garnnøgle er brugt op, skal du sætte et nyt til. Jeg plejer at gøre det på den måde, at jeg skifter når der er ca. 20 cm tilbage af det gamle nøgle. Så tager jeg fat på det nye nøgle, lader ca. 20 cm hænge af det, og strikker en enkelt maske med både det gamle og det nye nøgle. På den måde har du lavet en foreløbig fastgørelse af enderne, og du kan efterfølgende hæfte dem hver for sig.
Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.
Strik ryggen
Slå 47 – 51 – 56 masker op på pinde 6. Strik rib:
1. pind: * 1 ret, 1 vrang * Gentag fra * til * pinden ud.
2. pind: Strik ret over retmaskerne, vrang over vrangmaskerne.
Når arbejdet måler 12 cm skifter du til pinde 10, og begynder at strikke perlestrik. Du skal gøre kanterne pæne – det gør du ved altid at tage den første maske på pinden løs af (stram garnet en lille smule til, når du gør det), og strikke den sidste maske vrang, uanset hvad mønsteret siger.
Strik til arbejdet måler 46 – 48 – 50 cm. Nu skal du lukke de midterste 13 – 13 – 14 masker af til halsåbning. Du skal lukke dem rigtig stramt af, ved at trække godt i arbejdsgarnet, hver gang du har strikket eller lukket en maske.
I størrelse small har du 47 masker på pinden, og skal lukke de midterste 13 masker. Du strikker altså 17 masker, lukker 13 masker af, og strikker de sidste 17 masker.
I størrelse medium har du 51 masker på pinden, og skal lukke de midterste 13 masker. Du strikker altså 19 masker, lukker 13 masker af, og strikker de sidste 19 masker.
I størrelse large har du 56 masker på pinden, og skal lukke de midterste 14 masker. Du strikker altså 21 masker, lukker 14 masker af, og strikker de sidste 21 masker.
Strik det første forstykke
Nu har du lavet ryggen, og du har 17 – 19 – 21 masker på pinden, så har du et mellemrum hvor du har lukket 13 – 13 – 14 masker af, og derefter endnu 17 – 19 – 21 masker. De to grupper af masker skal blive til hver sin side af forstykket, så de skal strikkes hver for sig. Du kan vælge at sætte de masker du ikke strikker på en snor eller en ekstra pind, men du kan også bare lade dem hænge på rundpinden – det plejer jeg at gøre.
Strik først henover de de første 17 – 19 – 21 masker på pinden. Fortsæt med at strikke perlestrik, og lave pæne kanter ved altid at tage den første maske løs af, og strikke den sidste maske vrang.
Du skal gradvist tage de masker ud, som du lukkede af til halsåbningen. Det gør du ved at tage 1 maske ud i begyndelsen af hver anden pind. Det skal naturligvis være i den side som vender ind mod halsåbningen, så du strikker altså 1 pind, og så tager du ud på næste pind, og hver anden pind derfra. Du laver udtagningen ved at tage 1 maske løs af, strikke 1 maske ret, og tage 1 maske ud. Denne maske skal tages ud i perlestrik – den skal altså følge mønsteret, så hvis du kan se, at den næste maske på pinden er en vrangmaske (som altså skal strikkes ret), skal du tage ud i vrang. Derefter strikker du resten af pindens masker som perlestrik, helt indtil den sidste maske, som strikkes vrang.
Fortsæt med at tage ud, til du har 26 – 28 – 31 masker på pinden. Nu strikker du videre i perlestrik, til arbejdet måler 34 – 36 – 38 cm fra halsåbningen (80 – 84 – 88 cm i alt).
Skift til pinde 6 og ribstrik, ligesom på ryggen. Strik 12 cm ribstrik, så arbejdet måler 46 – 48 – 50 cm fra halsåbningen (92 – 96 – 100 cm i alt).
Luk alle maskerne af. Du kan gøre det på den nemme måde, som du lærte i Strikkeskolens 1. del, eller du kan lave en fin elastisk aflukning. Den er lidt mere omstændelig, men jeg synes den er umagen værd, fordi kanten bliver fint elastisk, hvilket især er en fordel, når du kommer til ærmerne! Se videoen nedenfor, hvis du ikke ved hvordan man gør:
Strik det andet forstykke
Nu vender du tilbage til de 17 – 19 – 21 masker som du lod vente, da du lavede halsåbningen. De bliver til det andet forstykke. Husk at lave pæne kanter som beskrevet ovenfor!
Også her skal du naturligvis gradvist tage de masker ud, som du lukkede af til halsåbningen, og det gøres på fuldkommen samme måde. På de pinde som starter inde ved halsudskæringen tager du 1 maske løs af, strikker 1 maske ret, og tager 1 maske ud. Denne maske skal tages ud i perlestrik – den skal altså følge mønsteret, så hvis du kan se, at den næste maske på pinden er en vrangmaske (som altså skal strikkes ret), skal du tage ud i vrang. Derefter strikker du resten af pindens masker som perlestrik, helt indtil den sidste maske, som strikkes vrang.
Fortsæt med at tage ud, til du har 26 – 28 – 31 masker på pinden. Nu strikker du videre i perlestrik, til arbejdet måler 34 – 36 – 38 cm fra halsåbningen (80 – 84 – 88 cm i alt).
Skift til pinde 6 og ribstrik, ligesom på ryggen. Strik 12 cm ribstrik, så arbejdet måler 46 – 48 – 50 cm fra halsåbningen (92 – 96 – 100 cm i alt).
Luk alle maskerne af.
Strik ærmer
Ærmerne strikkes ved at du samler masker op på kropsstykket, og strikker dem oppefra og ned. Det har to fordele: for det første kan du prøve dem undervejs for at se om de er lange nok, for det andet slipper du for at skulle sy ærmerne på bagefter.
Læg hele kropsstykket fladt ud på et bord. Mål 24 cm (gælder for alle størrelser) fra starten af ryggen (der hvor du slog masker op til at starte med), og sæt en lille tråd i hver side til markering. Mål derefter 24 cm fra starten af forstykkerne (der hvor du lukkede maskerne af), og sæt også her en markeringstråd i hvert forstykke. Nu har du fire markeringstråde, som sidder overfor hinanden, når du folder din cardigan sammen oppe ved skuldrene.
Strik først det ene ærme:
Imellem de to markeringstråde samler du 49 – 51 – 53 masker op. Det kan være en fordel at sætte en ekstra markeringstråd oppe ved skulderfolden, så du nemmere kan fordele maskerne jævnt – så ved du, at der skal være en maske ved tråden, og 24 – 25 – 26 masker på hver side. Du kan se på videoen nedenfor hvordan man gør. Den viser hvordan man samler op langs en retstrikket kant, men metoden er den samme med perlestrik.
Nu skal du strikke rundt på din rundpind. Du kan selvfølgelig også bare fortsætte med at strikke frem og tilbage på pinden, som da du strikkede kropsstykket, men hvis du strikker rundt, slipper du for at sy ærmet sammen bagefter!
Strik næsten 4 omgange i perlestrik. To masker før du afslutter den fjerde omgange, strikker du to masker sammen. Du strikker dem enten ret eller vrang sammen, afhængigt af mønsteret. De næste to masker strikker du også sammen, og også dem strikker du, så det passer med mønsteret. Du er nu startet på femte omgang, og har 47 – 49 – 51 masker tilbage på omgangen.
Når du har strikket næsten 8 omgange, gentager du indtagningerne. Du strikker altså til der er to masker tilbage, strikker to masker sammen, og strikker også de næste to masker sammen. Du er nu startet på niende omgang, og har 45 – 47 – 49 masker på omgangen.
Strik videre i perlestrik til ærmet måler 31 -31 – 30 cm. Du kan undervejs lige prøve at tage cardiganen på, så du kan vurdere hvornår ærmet passer dig – husk dog, at der kommer 12 cm rib til!
Nu skal du skifte til pinde 6, og strikke en omgang i retstrik, mens du tager 15 masker ind. Fordel dine indtagninger nogenlunde jævnt over omgangen – det behøver ikke være super nøjagtigt, men du skal helst ikke tage alle 15 masker i starten af omgangen, for så bliver ærmet en smule skævt.
Når du har taget alle maskerne ind, fortsætter du med pinde 6, men strikker nu rib (1 ret, 1 vrang) over de 30 – 32 – 34 masker der er tilbage. Lav ribkanten 12 cm lang, og luk så maskerne elastisk af.
Strik det andet ærme magen til.
Montering
For mange strikkere er ‘montering’ et grimt ord. Man gider jo ikke sidde og nørkle med al mulig sammensyning, når nu man er færdig med sit arbejde, vel? Man skal have sin cardigan på, og det kan kun gå for langsomt!
På Strikkeskolens cardigan er der et minimum af montering. Du skal sy de to sidesømme, og du skal hæfte alle enderne. Derefter er din cardigan klar til brug! Når du hæfter ender i så tykt garn som på denne cardigan, bør du dele garnet op og hæfte enderne hver for sig, så det ikke bliver klumpet. Her vil du jo strikke med 3-4 tråde, og så er det nemt nok at dele dem op, men arbejder du med et super bulky garn, må du pille garnenderne fra hinanden, så du kan hæfte flere tynde tråde i stedet for én kæmpe tyk.
Du kan eventuelt også hækle en kant af fastmasker langs aflukningskanten i nakken – det er formentlig ikke nødvendigt, men det kan give lidt ekstra hold, så din cardigan ikke glider ud på skuldrene.
Det er pænest at sy siderne sammen med madrassting – se hvordan på videoen her:
Tillykke med din nye cardigan – sejt gået!
Hej Pia- fedt med endnu en sag at strikke (har allerede strikket 3 af dine bluser, mohair mønstret, candyfloss samt eksperimentet 1) overvejer at strikke ovenstående men kunne godt tænke mig at der var en guld tråd/gylden tråd (lidt glimmer er jo altid godt) i den brune.. hvad vil du foreslå at jeg bruger?
Jeg leder selv efter noget glimmertråd til butikken – ville gerne have fat i noget helt tyndt, som netop kunne kombineres med andre tråde! Indtil dét lykkes, tror jeg måske at ‘Glitra’ fra Panduro Hobby er et ok bud. Den er lidt tyk, og jeg er usikker på, om det ville blive for meget? Jeg leder lige videre – og så vil jeg i øvrigt lige sige, at al silken i det brune garnet giver en del liv og spil, og fanger lyset meget smukt!
Hej super flot trøje, den kunne jeg godt tænke mig at strikke, men jeg er ikke så glad for uld, kan jeg bruge noget andet
Jeg tror måske bomuld bliver for tungt – det vil formentlig trække den helt ud af facon. Måske i noget akryl? Det bliver jo bare noget helt andet…
Jeg tænkte om der var et blandings garn uld/bomuld jeg kunne bruge
Umiddelbart tænker jeg at den kommer til at falde for tungt, men jeg har aldrig prøvet det
Jeg fandt dette… https://www.garnstudio.com/yarn.php?show=drops-glitter&cid=3
men ellers må jeg jo “nøjes med “ det der er naturligt i garnet som du siger…
Det ser ret fint ud! Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det fungerer i strik, fordi jeg endnu ikke selv har prøvet det – men det ser lovende ud.
Uhh, den ser skøn og vamset ud! Endnu et ønske til mine i forvejen, for få timer, at lære at strikke 🙂
Den ville være et godt sted at starte! Opskriften er virkelig simpel, og den er hurtigt strikket – og så er den bare helt vidunderlig at have på
På garnnøgler står der altid hvilke pinde str. der anbefales. Kan man ikke, ved køb af garn, gå ud fra at det næsten må passe med strikkefastheden ? Tak fordi du deler.
Du kan faktisk ikke regne helt med det. Det er meget forskelligt hvor stramt vi strikker, og bare 1-2 masker for meget eller lidt på 10 cm kan betyde at du kommer til at strikke en str S i stedet for en L.
Strikkeprøver er VIRKELIG kedelige, men desværre nødvendige, i hvert fald i starten. Med tiden finder du ud af, om du strikker fast eller løst, og kan så typisk gå ud fra det – men det er stadig en god ide at måle efter, når man har strikket et par cm.
Ved godt at det er et kedeligt svar, men i det lange løb bliver man glad for det! God strikkelyst
Hej – jeg er i fuld gang med cardiganen og synes den bliver mega fed. Men udtagningerne på forstykket bliver ikke kønt. Hvilken metode har du brugt? Skal jeg bruge drejet ret?
Jeg har bare slået nye masker op – det synes jeg bliver pænest.
Hej Pia
Vil det være muligt at strikke modellen i 3 tråde brushed alpaka silk, da jeg ønsker at strikke cardiganen glat og med striber?
Tak for god inspiration – hilsen Pia
Hvis du strikker den i glatstrikning, tror jeg måske det bliver svært at ramme strikkefastheden, da glat jo bliver noget smallere i det end perlestrik. Jeg har dog ikke eksperimenteret med det, så måske det kan lade sig gøre? To tråde brushed alpaca silk bliver dog for tyndt – du skal også have en tråd baby merino eller Puna med.
Strikker du glat, vil du også få problemer med at forkanterne ruller, med mindre du strikker de første 6-8 masker rib.
Du kunne måske strikke den i perlestrik, med en pind ret ved farveskift, hvis du vil have striber? Det kunne være ret flot!!
Hej Pia
Tak for dit svar – da jeg ønsker lidt stærkere farver, er jeg nok nødt til at finde på noget andet, da puna-garnet kun er i naturlige farver.
Kh. Pia
Hvordan tager du masker ud på forstykkerne? Højre og venstre side. Venligst Aase
Jeg plejer at slå en ny maske op, men man kan bruge den metode man bedst kan lide – bare man husker at strikke den ind i mønsteret fra starten.
Hej. Jeg er efter flere forsøg også i tvivl om udtagningen. Jeg har strikket meget, men kan slet Ikke knække koden med at lave udtagninger der passer ind i mønsteret. Med mine udtagninger bliver der nu flere vrang i streg, plus flere ret i streg i udtagningssiden. Hvilket man jo ser i mønsteret… Hvad stiller jeg op?
Jeg strikkede bare de nye masker ind i mønstret. Det betyder selvfølgelig at der ind imellem kommer to ens masker efter hinanden, men jeg synes ikke jeg ser det på den færdige cardigan.
Hejsa. Er nybegynder i strik… hvilken længde skal rundpindene have for at de er lange nok?
Hilsen Tina
Velkommen i den vidunderlige strikkeverden! Jeg vil mene at alt fra 60 cm og op er fint. Cardiganen kan jo også strikkes på almindelige jumperpinde – så synes jeg bare, at det bliver så tungt at sidde med. God fornøjelse!
Hej Pia, hvad er forskellen på de to du har strikket? Er den luftigere/ blødere med de to tråde brushed og 1 puna og lidt tættere med 2 tråde Lima? Eller hvordan vil du beskrive dem?
Vh Rikke
Den brune er klart blødere og mere “drapy”, hvis det giver mening. Den sorte er kraftigere, og bærer i højere grad sig selv.
Hej Pia
Hvis jeg gerne vil strikke med 2 tråde Drops Nepal og 1 tråd Drops Lave hvor meget garn skal jeg så købe.
Jeg strikker str L
Vh Ulla
Hej Ulla, det ved jeg faktisk ikke, da jeg ikke har erfaring med de to – men på Garnstudios hjemmeside har de en omregner, man kan bruge. Du skal ganske enkelt sammenligne løbelængde, og udregne forbrug på den baggrund.
He j Pia. Fede cardigans !
Tror du jeg ka strikke den i 1 tråd brucoletta luksusmohsir fra garnudsalg eller skal der tilføjes en tråd . Det er ret tykt men lækkert ( Vejl pinde 8-9 og 8-13 masker/ 10 cm
Mvh Anne Lise
Jeg vil tro du kunne ramme strikkefastheden uden at tilføje en ekstra tråd, men jeg kender ikke garnet, så ved ikke hvordan det vil falde.
Hej Pia. Fed cardigan som jeg har mod på at prøve. Da jeg er nybegynder og er “bange” for flere tråde (synes det må være svært) tænker jeg om du har forslag til opskriften, strikket i kun en tråd. Altså hvilket garn ? Mvh. Dorthe
Hej Dorthe,
Jeg synes endelig, du skal kaste dig ud i det! At strikke med flere tråde er ikke spor svært; specielt ikke i de kvaliteter jeg foreslår, fordi de ligesom vikler sig sammen under strikningen, og fungerer som én tråd. Det helt vidunderlige er, at du med flere tråde kan få meget mere spil i garnet, så den færdige cardigan får et meget mere levende udtryk. Jeg fører ikke noget garn, som er kraftigt nok til at bruge alene til dette projekt – igen fordi jeg holder mest af at sammensætte kombinationer af farver og kvaliteter, for at skabe mit helt eget udtryk.
Rigtig god strikkelyst!
Hej Pia
Hvad siger du til 1 tråd drops air, 1 tråd brushed Alpaca Silk samt 1 tråd drops alpaca? (c+c+a) Har du forslag til hvilken farve a-tråd man kan bruge til grålige nuancer, for at skabe lidt farvespil?
samt hvor meget garn jeg skal bruge af disse til en stor M….
Jeg tror kombinationen bliver lækker! Mht farvespil så kommer det jo an på, hvilken tone du ønsker. Hvis du kan lide varme toner, ville jeg nok bruge Alpaca farve 9025 (hasselnød). Hvis du er mere til kolde toner, ville jeg gå med Fabel i stedet for Alpaca, og bruge farve 910 som er i nogen skønne, kølige blågrønne toner.
Mit gæt er, at du skal bruge 5 nøgler Air, 4 nøgler Brushed Alpaca Silk og enten 4 nøgler Alpaca eller 3 nøgler Fabel.
Hej
Jeg er total novice i at strikke noget der kræver specifikke mål, så håber du kan svare mig på et spørgsmål angående strikkeprøven.
Du skriver: Strikkefasthed: 9 masker gange 15 pinde giver en firkant på 10 gange 10 cm.
Lav en strikkeprøve ved at slå 14 masker op på pinde 10, og strikke 19 pinde perlestrik. Mål så efter, om din strikkefasthed svarer til min.
Hvilken en af dem skal være strikke prøven, og hvis det er nummer 2 som jeg læser det hvad skal målene så være
?
Du strikker en firkant på 14 masker gange 19 pinde. På den udmåler du 10×10 cm, og tæller om det passer med 9 masker x 15 pinde. Giver det mening?
Ahh så giver det mening.
Tak for hurtigt svar, glæder mig til at komme igen med den smukke cardigan.
Er total nybegynder i strik, men synes det er en mega flot trøje. Jeg overvejer dog, om man kan lave den i brede striber, eller er den for kort i kroppen i forhold til ærmer!?
Du kan selvfølgelig sagtens strikke den i striber, men hvis du vil have dem til at forløbe kontinuerligt, kræver det et større regne/konstruktionsarbejde.
Hej
Synes at det er en super flot cardigan. Men hvordan strikker jeg den i XS? Skal jeg måske bare strikke i pinde 9?
Jeg tror bare du skal samle lidt færre masker op til ærmerne, og måske gøre dem lidt kortere – det er i høj grad ærmerne der giver rummelighed på denne cardigan. Du kan også lave en strikkeprøve på pinde 9, og prøve at regne opskriften igennem, men det er et lidt større arbejde.
Hej,
Fælder den mere hvis man strikker med 2 tråde Brushed Alcapa Silk, fremfor 1 tråd ??
Hvis jeg vælger 2 tråd Lima og gerne vil have den tæt på din camel farvet – skal jeg vælge 0619 Beige eller 5310 Lysbrun
Du skal ikke være bekymret for fældning – Brushed Alpaca Silk fælder stort set ikke. Mht de to Lima-farver, så forhandler jeg dem ikke, så jeg kan ikke rigtig sige, hvilken der vil være bedst.
Ok – tak for hurtigt svar.
Og tak for nogle super fine opskrifter som begyndere også kan gå til.
Jeg har lige haft strikket en bluse med Brushed Alcapa – og jeg syntes den efter vask afgiver en masse hår.
Når man strikker med dette garn – f.eks din fest vest – bliver garnet så mere fyldigt efter vask, og arbejdet trækker sig sammen??
Jeg syntes nemlig det bliver meget løst og åbent i strikken (håber du forstår hvad jeg mener)
Selv tak 😉
Jeg har kun gode erfaringer med Brushed Alpaca Silk, så det undrer mig lidt..? Jeg synes det blomstrer en smule efter vask, men jeg oplever ikke at det trækker sig sammen. Jeg strikker det som regel på pinde 3 eller 4, selvom Drops anbefaler pinde 5 – måske er det løsningen?
Hej Pia
Virkelig smart cardigan. Min datter er helt tosset med den, så jeg må hellere komme igang.
Men tænkte på, om man kan lave opskriften om, så man kan strikke oppefra og ned. Synes det er så dejligt, at man kan prøve arbejdet undervejs. Hvis jeg vil prøve at lave den om, er det så bare, at gøre alting omvendt, eller er det ikke så lige til? Kan ikke helt gennemskue det.
God påske.
Jeg tror det vil kræve lidt tid med papir og blyant, fordi du skal dele arbejdet op – kroppen strikkes i ét stykke, som man folder sammen. Men det kan sagtens lade sig gøre
Det kan godt være det bliver for stor en mundfuld og jeg bare skal strikke den efter opskriften.
Det er i hvert fald nemt
Jeg gik nemlig også ned i 3….
Min fejl er nok at den kom i maskinen – skulle måske bare have skyllet den op.
Ah ja – jeg håndvasker det! Forhåbentlig holder det op med at fælde med tiden.
Hej Pia
Virkelig lækker cardigan, den er jeg simpelthen nødt til at gå igang med. Er helt grøn i strikkeverdenen, men syntes den er beskrevet så godt, at det må jeg kunne finde ud af.
Jeg har en masse nøgler drops eskimo, men hvilken garn anbefaler du sammen med den? Den er jo meget fyldig i sig selv, men SKAL der være to tråde.
Alternativt har jeg også Melbourne wool liggende.
Jeg har ikke prøvet de garntyper, så du må se på strikkefastheden.
Hej Pia. Jeg kunne godt tænke mig at strikke den med Air som den ene tråd. Air er i garngruppe C, men jeg bliver lidt i tvivl, om to tråde Air og en tråd kid silk bliver for slasket, da Air godt kan have en tendens til det? Samtidig er jeg nervøs for, om Air vil drukne i 3 tråde kid silk. Jeg overvejer, om man kan bruge alpaca i stedet, for at holde mere på formen. Har du et godt råd?
Jeg tror jeg ville vælge Air og Brushed Alpaca Silk. Brushed Alpaca Silk har en rimelig formstabilitet, og jeg tror de ville klæde hinanden. Jeg ville bruge en tråd BAS og en tråd Air for en løs cardigan der draperer smukt om kroppen, og to tråde BAS med en tråd Air for en mere struktureret, nærmest jakke-agtig sag.
Hmm jeg skal strikke i lilla tåge og synes at BAS’ kølige lyse lilla drukner lidt hvis jeg bruger to tråde. Måske en tråd kid silk kan hjælpe, og ellers blev min strikkeprøve i to tråde Air og en tråd kid silk ret flot 🙂
Det lyder flot!
Min mor som skal eje den har nu talt, og det bliver en tråd air i lilla tåge, en tråd brushed alpaca i lys lavendel og en tråd kid silk i lys lavendel Hvor meget garn tror du jeg skal have til en M? Jeg er lidt ud i 6 Air, 4 BSA og 3 KS, men er ikke helt sikker.
Det lyder meget fornuftigt – hvis du køber for meget, kan du altid levere tilbage!
Lækker cardigan skøn opskrift og forklaring
Mange tak for opskrift
Jeg savner dog en løbelængde i alt hvis man skal have andre garn alternativer altså hvor mange garn nøgler skal der bruges af andre garn gr. End puna og lima mm.
Nu jeg prøvet med regning fra lima og brushed alpaca silk
11 nøgler lima = 550g =1100 m
4 nøgler Brushed alpaca silk = 100g= 434 m.
Er det korrekt? Så hvis jeg skal bruge andet garn fra garn gr skal det hver især have den løbe længde for at have nok til cardigan
F.eks. baby merino 50 g=175 m
7×175= 1225m
Så 14 nøgler baby merino og 4 nøgler brushed alpaca silk ?
På forhånd tak
Marie
Det ser rigtigt ud. Husk at der bruges to tråde Lima – derfor den større mængde.
Ja, men kompensere de 14 nøgler merino ikke for de to tråde lima? For det 7 nøgler merino til de 1225m så gange 2 = 14 nøgler? Så to tråde merino og 1 tråd brushed alpaca silk ?
Jeg er i fuld gang med min 1 cardigan, og er på udkig efter nyt garn til min næste nemlig
Jo, du skal bare have samme antal meter.
Undskyld men hvad så hvis jeg vælger 1 tråd flora garn gr A og 2 tråd brushed alpaca silk garn gr C?
I str small hvor meget af flora og af brushed alpaca silk
Den kan jeg ikke helt regne ud
Er det så osse at regne op til 1100 m flora og så 8 nøgler brushed alpaca silk? Da lima løber 1100 m i opskrift
Du skal bruge samme antal meter som opskriften angiver. Jeg forhandler ikke Flora, så det kender jeg ikke.
Ok, kan bare ikke se antal meter i opskrift, kun antal nøgler af hver, Derfor jeg blev i tvivl. Jeg prøver lykken
Du kan se løbelængde på garnet i butikken, og på den måde udregne antal meter – som du jo også har gjort. Det antal meter er hvad du skal bruge, uanset garntype. Jeg kender kun løbelængde på de garner jeg selv forhandler, og således ikke på Flora.
Undskyld men jeg kan ikk helt regne ud hvis jeg vil vælge 1 tråd flora 50g = 210 m garn gr. A
Og 2 tråd brushed alpaka silk garn gr C hvor meget jeg så skal bruge, er det så bare regne flora op til 1100m som der skal bruges i lima? Dvs 6 nøgler flora , Og så 8 nøgler brushed alpaca silk i stedet for 4?
Hej,
Jeg vil gerne strikke cardiganen i en alpaka garn fra g-uld.dk. Det har en løbelængde på 160M pr 50G; anbefalede pinde er 3,5. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvor mange tråde, jeg skal strikke med på pinde 10 – eller om det overhovedet kan bruges. Kan du hjælpe?
På forhånd tak
Mh. Heidi
Jeg kender slet ikke garnet, så det er rigtig svært at svare på – måske 2, måske 3 tråde? Prøv evt at spørge hvor du har købt garnet, de ved jo hvordan det “opfører” sig
Jeg glæder mig så meget til at skulle igang med denne, og havde egentlig tænkt mig at strikke den i den beige version du viser. Ved nærmere eftertanke kunne jeg dog godt tænke mig en lidt mere varm nuance. Tror du den kan strikkes i en kombination af drops air (farve 05) og drops brushed alpaca silk (farve 05), og hvor mange tråde af hver skal jeg i så fald strikke med/hvor mange nøgler skal jeg bruge for at få den rigtige strikkefasthed?
Tak for hjælpen 🙂
Det bliver nok lige til den kraftige side – jeg ville nok udskifte Brushed Alpaca Silk med Kid Silk. Du skal formentlig bruge 4 nøgler Air og 3 nøgler Kid Silk til en str medium.
1000 tak for hurtig hjælp! 🙂