Lange flyrejser er formentlig ikke nogens favoritaktivitet, men en uhjælpelig vanderlust, kombineret med en søn og svigerdatter i Rio de Janeiro og et sommerhus i Italien, betyder at jeg rejser meget.
Turen til Italien er ikke så lang (i hvert fald ikke når den gøres med fly), men mange af vores andre rejser indebærer adskillige timer i et alt for småt sæde omme i flyets cattle section… I et forsøg på at gøre oplevelsen bare lidt bedre, uden at skulle hoste op med 1000 kr. pr. times flyvetid, har jeg gennem årene samlet mig en del erfaringer.
En lang flyvetur er jo i virkeligheden en fantastisk anledning til at slappe af og hygge sig. Hvor ofte er det lige, man har 8-10 timer i fred og ro?? For at få mest muligt ud af denne luksus, er det imidlertid en god ide at sørge for, at man er ordentligt forberedt.
Regel nr. 1 på lange flyrejser er: ingen make up. Brug godt med fugtighedscreme, gerne en lidt fed variant. Jeg bruger ofte min natcreme til formålet, og fylder på jævnligt undervejs, så min hud er godt gennemfugtet. Når jeg er ved at være fremme ved destinationen, renser jeg ansigt, nakke og hals med et par fugtservietter, smører min almindelige dagcreme på, og lægger eventuelt en let make up. Jeg sørger også for at mit hår nemt kan sættes op undervejs, på en måde så det undgår at komme i karambolage med sædets nakkestøtte, og helst også uden at det ser helt skørt ud når jeg tager det ned igen. En ting er at flyveturen skal være behagelig, men jeg vil også helst se nogenlunde tjekket ud når jeg lander.
Jeg klæder mig altid i flere lag tøj til lange flyrejser. Ofte svinger temperaturen på et fly helt vildt, så jeg sætter pris på at kunne fjerne eller tilføje lag undervejs.
Start med behageligt undertøj, ikke noget der strammer eller snærer (en god sports-bh og et par bomuldstrusser er virkelig skønne at have på.). Og nu man alligevel er ved at gøre sig lækker, så tilføj gerne et par støttestrømper – de er grimme, varme og dumme, men de betyder at du stadig kan passe dine sko når du lander.
Med hensyn til sko, så er det en god ide at vælge nogen du nemt kan få af og på, for du vil nogen gange blive bedt om at smide dem i sikkerhedskontrollen, og oppe i flyet vil du formentlig selv vælge at tage dem af. Sandaler, ballerinaer eller loafers er gode, sneakers er rare at gå i, men kan være besværlige at få af og på.
Vælg et par behagelige bukser – igen; ikke noget der strammer, og heller ikke noget i alt for tykt materiale. Tynde jeans med stretch, leggings eller lignende er perfekte at krybe sammen i. Kjoler har en tendens til at krølle og krybe op, i hvert fald på mig, så det gider jeg slet ikke.
Øverst anbefaler jeg at du klæder dig i lag på lag: en tanktop, en langærmet t-shirt, og en varm bluse eller cardigan. Det er også altid en god ide at have et stort tørklæde med. Det kan bruges både om halsen, om skuldrene, eller som ekstra tæppe. Det er en god ide at have det i tasken, og vente med at tage det på, til man er igennem sikkerhedskontrollen, for man bliver alligevel bedt om at fjerne det (det samme gælder i øvrigt for et eventuelt bælte, som kun er irriterende hele vejen igennem).
Det sidste lag kan med fordel være en pæn jakke, som kan bruges til at give ekstra varme når du skal ud af lufthavnen hvis du flyver til en kold destination, og som kan opgradere jeans og t-shirt på varme rejsemål. Jakken folder du pænt sammen med foret udad, og lægger den op i bagageboksen straks du har fundet din plads i flyet. Så er den stadig pæn når du kommer frem, og den er alligevel bare i vejen under flyveturen.
Det er lidt forskelligt fra flyselskab til flyselskab hvor meget bagage du må have med, men de fleste tillader, udover din store kuffert og håndbagagen, det der kaldes “a small personal item”. Det kan for eksempel være en håndtaske eller en computertaske, som kan indeholde de ting, du typisk vil kunne få brug for undervejs. Læg den ved dine fødder (under sædet foran dig), både for at spare plads i bagageboksen, og for nemt at kunne komme til den.
Ting der er gode at have undervejs, og som bør pakkes i din håndtaske:
- Bøger (meget gerne elektroniske, for at spare vægt) og blade. Efterhånden tillader de fleste flyselskaber at man bruger iPads eller e-readers under hele turen, også når man letter og lander.
- Hvis du har et par gode høretelefoner, måske endda med tilhørende flystik, er det en god ide at tage dem med. Du kan bruge dem hvis du vil se film undervejs, og hvis du har den lækre udgave med noise-cancelling technology, vil du slet ikke have lyst til at tage dem af.
- Sovemaske. Den er naturligvis god til at lukke lyset ude når du skal sove, men den har den yderligere fordel at den, specielt i samarbejde med nct-høretelefoner, sender et ret tydeligt signal til en eventuel snakkelysten nabo om, at du ikke har planer om at lægge øre til en fire-timers gennemgang af deres nyligt overståede galdegangsoperation. Almindelig etikette fordrer at man hilser venligt på en eventuel nabo, måske endda udveksler to ord, men alt udover det er ekstra. Jeg siger det bare…
- Jeg falder omkuld som en skudt ko i samme øjeblik flyets motorer starter. Hvis du har svært ved at falde i søvn, kan det være en god ide at medbringe et par lette indslumringspiller, så du kan lande frisk og udhvilet.
- Nakkestøtte eller pude. De fleste langdistancefly har klapper i nakkestøtten, men der er ikke noget der slår ens egen pude.
- Stort tørklæde, som også kan bruges som et ekstra tæppe. Det er også fantastisk at drapere henover sig, når man sover – dels giver det ro, dels holder det på fugtigheden, så huden er klar og smuk når man vågner.
- Kosmetikpung (se mere om væsker i håndbagagen nedenfor) med ansigtscreme, fed håndcreme, læbepomade, tandpasta og rejsetandbørste.
- Stick-deo (den behøver ikke være i pose, hvis den er fast), hårelastikker, kam eller børste og vådservietter.
Væsker i håndbagagen
Ingen beholder må indeholde mere end 100 milliliter (3 ounces) væske. Og ikke nok med det: ingen beholder må kunne indeholde mere – altså ikke noget med at medbringe din halvfyldte tube med håndlotion, heller ikke selvom der kun er en lille sjat tilbage i den.
Alle væskeflasker skal passe ind i en klar, genlukkelig plastikpose, i hvilken den totale mængde væske ikke er mere end 1 liter.
Hver person må kun have en sådan plastikpose.
Du kan medtage andre nødvendigheder (i væskeform) til dit personlige brug under flyvningen, forudsat at lufthavnens sikkerhedspersonale ikke betragter dem som en sikkerhedsrisiko. Generelt vil acceptable nødvendigheder omfatte:
- Receptmedicin i kvantiteter, der er tilstrækkelige for varigheden af flyveturen. Husk at medbringe recepten; pillepas er kun til brug ved rejser i Schengenlande, men du kan måske have glæde af en erklæring fra egen læge. Det burde dog ikke være nødvendigt.
- Fødevarer, der er nødvendige for specielle diæter.
Et sidste praktisk tip omkring håndbagage: Hvis du kan, så pak din håndbagagekuffert inden i din store kuffert på udrejsen; så er der plads til impulskøb på hjemrejsen 😉