Decembers liste

Decembers liste er noget så fornemt som Julelisten. Den Eneste Ene, som favner alt det skønne, bløde, festlige og kærlige i årets hyggeligste måned.

Jeg skal boltre mig i småkager, konfekt, Luciabrød og varme supper. Og vafler og æbleskiver. Og glögg. Og bekymrende mængder af skumjulemænd. Jeg spiser julen, og bærer den i hvert fald aldrig ud. Ville også være uhøfligt, jo.

Jeg skal nyde at København trækker i juletøjet. Aldrig er byen finere end når den stråler af julelys, dufter af gran og brændte mandler, og dagene bliver så korte at man allerede tidligt på eftermiddagen kan nyde lysreklamerne der spejler sig i de regnvåde gader. I år skal jeg, som noget helt nyt, også lige tjekke om Århus kan finde ud af det der med jul. Det tror jeg godt den kan, og jeg glæder mig i hvert fald til et par dage på udebane.

I mange år har vi brugt en af decembers alt for få weekender i Italien – i år bliver vi hjemme, i hvert fald indtil 3. juledag, hvor vi drager mod Rio de Janeiro for at holde nytår på stranden.

Juletræsfældning. På den iskolde, omfattende, koreograferede måde, hvor man kører ud i plantagen, leder efter det helt rigtige træ i timevis, hvorefter man vender tilbage til det første man så. Det skal have fem små grene i toppen; IKKE fire eller seks, for det er forkert. Det skal have den korrekte grønne farve, være næsten helt symmetrisk (men ikke for symmetrisk, for så ser det bare kunstigt ud…), det må hverken være for buttet eller for slankt – og så skal det være helt til loftet. Historisk set er projektet af og til rendt af med os, og vi er endt med rene plantager; træer så enorme, at jeg får sved på overlæben bare ved at tænke på dem. Træer som skulle have hugget godt en halv meter af, for overhovedet at kunne rejses indendørs, og derefter barberes yderligere en halv meter nedefra, for at gøre plads til gaverne. Under alle omstændigheder skal det udvalgte træ prøvedanses inden fældning, for man kan jo aldrig vide – og det er da en gysende tanke, at man kunne komme hjem med et træ, som slet ikke duer til at blive danset om. Det var en tradition der startede dengang børnene var små, fortsatte (trods ihærdige protester) op gennem deres teenagetid, og formentlig aldrig nogensinde stopper.

Jeg skal samle venner og familie omkring mig. Der skal holdes julefrokoster, skal der – og mange af dem. Vi skal kæmpe os igennem det årlige pakkespil, spise julekugler og marcipan (det var det der med spiseriet igen), og klippe og klistre til alle stuer er dækket af flere lag glanspapir, alt sammen til tonerne af Bing Crosby & co.

Juletiden byder også på en smule arbejde. I templet fejrer vi Rohatsu, som er den dag, hvor den historiske Buddha nåede fuldkommen og perfekt oplysning. Det er en dag vi fejrer med at sidde ekstra længe og intenst, og den boblende livsglæde som følger, er en velkommen sidegevinst.

Men først og sidst skal jeg give mig god tid. Jeg vil huske at nyde hvert eneste øjeblik, mens jeg lever det. Jeg vil samle nye, gode minder, suge til mig af varme, omsorg og fællesskab, og værdsætte den fantastiske gave, julen er. Julen varer længe, i hvert fald hvis man husker at være til stede i den.

Jeg ønsker jer alle en magisk juletid. Jeg håber I husker at vælge til og fra, og at nyde jeres valg. Julen er her under alle omstændigheder, så hvorfor ikke bare kaste sig hovedkuls ind i den? Der er mange forslag og forventninger, men ultimativt er der kun én der bestemmer, hvordan din jul skal sættes sammen. Julen er både din og min, og samtidig helt sin egen.