Ved juletid gælder det endnu mere end ellers, at man skal træffe bevidste valg om hvor man skal gå all in, og hvor man skal gøre det nemt for én selv – #HvorGærdetErLavest.
Jeg elsker at bage småkager, men kun hvis jeg har tid. Ellers køber jeg glad og gerne dem som bageren har bagt for mig, og nyder dem til sidste krumme. Hjemmelavet konfekt er et hit, men Toms Snebolde er nu heller ikke at foragte. Et skinnende rent julehjem er dejligt, men måske også et tegn på at ens energi bliver forvaltet lidt sløset – med alle de fine ting som hænger roligt rundt omkring, er det måske ikke altafgørende om der er støv i krogene?
Julen er en fremragende tid at øve sig i at vælge til og fra. Hvad er vigtigt for dig? Her i huset kan rødkålen fint komme fra glas, mens ris ala manden skal være Den Rigtige – hos dig er det måske noget helt andet der tæller. Det handler om at finde den balance, du trives med. Den kan man ikke bare finde én gang for alle – den ændrer sig hele tiden, i takt med at dit liv ændrer sig. Og lige her er det dit liv, der tæller. Du er den eneste der har ansvaret for din julestemning – den kan ingen andre give dig, uanset hvor meget nogen hjælper til med dekorationer, madlavning og gaveindkøb.
Giv slip på alle ideer om hvad man skal og ikke skal i julen. Sæt dig i fred og ro, og lad dig glide ind i julestemningen. Mærk hvordan den føles, og hvor den kommer fra.
Ja, det er rigtigt – den kommer fra dig. Den opstår i dit eget hoved, og den bygger i alt overvejende på de glade minder, du har samlet gennem tiden. Den kommer ikke fra Det Perfekte Hjem, Det Store Julebord (med alt godt fra juleland, i den hjemmegjorte version), eller fra glansbilledet af hvordan julen burde se ud. Glade minder samler man i de rolige stunder, hvor man hviler i dét der er, uden at bekymre sig om alt det der ikke er. Uanset om du rider dig selv som et billigt æsel hele måneden igennem, så vil der altid være nogen som har finere buketter, mere imponerende juleborde, flottere indpakkede gaver, mere tjekkede adventskranse… Fortsæt selv listen – den er alenlang, og vistnok en af de få ting, som er uden ende.
Du kunne også i stedet lave en liste over de ting der er JUL for dig. Når først listen er på plads, kan du så finde ud af, hvordan du kan skrabe tingene på den til huse, uden at ase dig helt ned til Den Dårlige Stemning. For mig ser listen nogenlunde sådan her ud:
- Julemusik. Den møjsommelige måde tilskriver at du selv laver enten spillelister eller gode gammeldags CD’er med den helt rigtige lyd. Gør det et år du har god tid – så behøver du aldrig gøre det mere! Er det ikke i år, spiller Radio Soft udmærket julemusik hele måneden.
- Småkager. Duften af hjemmebag er vidunderlig, men fornemmelsen af en jernring om brystet når endnu en klejne nægter at lade sig vride? Not so much. Bag det du gider, og byt eller køb dig til resten. Du er den eneste der bemærker det.
- Æbleskiver. Jo allerbedst i den hjemmelavede version, men jeg har endnu til gode at se nogen løbe vrælende ud af huset, fordi de kommer ud af en pose fra fryseren.
- Julefrokost med familien. Et absolut højdepunkt for mig, som jeg gerne lægger en bunke arbejde i – men både leverpostej og frikadeller kan fint købes færdiglavede, og sild fra glas er også en no-brainer. Jeg åbner en masse pakker, steger et par fiskefiletter, og råber J.U.L.
- Fælde juletræet selv – og huske at prøvedanse det inden. Uomgængeligt nødvendigt, undtagen naturligvis de år, hvor man bare slæber et mere eller mindre tilfældigt træ med hjem, og lærer at elske det.
- Finde gaver der glæder. Elsker at afsætte en hel dag til julegaveindkøb, komplet med julefrokost og julebio undervejs – men der er jo også udmærkede netbutikker der faktisk lever af at gøre arbejdet for dig.
- Duften af jul. Kan være på den autentiske måde, hvor duftene stammer fra frisk gran, mandariner og alt det gode der strømmer ud af køkkenet – eller på den nemme måde, hvor du tænder et duftlys.
- Et hjem der ligner en eksplosion på en kongres for julemænd. Ja okay, det er min dårlige smag der taler nu, men hvis ikke den skal have stemme i julen, hvornår så?? Uanset om du er ligeså ekstravagant i din julesmag som mig eller ej, så kan effekten opnås rimeligt nemt, hvis ikke lige der er ork til at nusse om alle krinkelkroge. Store pynteting er vejen frem, hvis du gerne vil have det til at se ud af noget, men kun gider en minimal indsats. Et stort juletræ behøver ikke meget pynt; man hævder bare, at juletemaet er minimalistisk i år. Gigantiske stjerner i alle vinduer, juleblomster og julebøger på alle vandrette flader, og en stor bakke med stearinlys og små grankviste midt på spisebordet – det tager ikke mange minutter. Tilsæt lyskæder med løs hånd, og læn dig tilbage i en god stol.
Husk at det er dig der vælger, så hvis du pludselig mærker at dit åndedræt bevæger sig op i brystet og din stemme ryger en oktav op, skal du måske overveje at vælge om. Det er aldrig for sent at få den perfekte jul 🙂