Gråt hår, del 2.1 – Kan man farve sig fra de dårlige hårdage?

Ja, det kan man – farve sig fra de dårlige hårdage, som jeg ellers havde fået at vide var en uomgængelig del af det at overgå fra farvet til naturligt gråt hår.

Tilbage i april blev 11 måneders dårlige hårdage med ét slag gjort til grin, da en frisør besluttede at kamuflere mit kedelige, grå hår med en dejlig, varm rødgylden (permanent!) farve – uden at konsultere mig først, forstås.

I et forsøg på at rette op på miséren, kontaktede jeg en Olaplex-frisør, som lagde grå og gråbrune striber over mit hår, som mest af alt lignede en håndfuld udpinte gulerodsstrimler. Siden har jeg plejet håret efter et lidt tidstungt program, som dog har vist sig at være hele min ulejlighed værd. Jeg vasker det to gange om ugen i sulfatfri shampo. Jeg er holdt op med at bruge silver-shampo, da jeg synes det er lidt for hårdt ved mit hærgede hø. Tidligere har jeg kun brugt shampo én gang om ugen, og ellers bare vasket i balsam efter Curly Girl-metoden, men jeg synes ikke det fungerer optimalt, når man kæmper med gullige kobbertoner i håret.

Efter hårvask har jeg brugt én af de to nedenstående behandlinger på skift:

  • Olaplex nr. 3, som jeg lader sidde 30-60 minutter, fulgt af Revlons Colorbomb, som jeg lader sidde i 20 minutter.
  • Maria Nila Sheer Silver Mask, som jeg lader sidde i minimum 30 minutter, fulgt af en god, plejende balsam.

Efter behov har jeg yderligere suppleret med Milkshakes Conditioning Direct Colour i farverne grå og silver, som virkelig frisker det grå markant op. Den skal man dog omgås med en vis varsomhed, da den kan trække grønt eller blåt op. Derfor blander jeg bare ganske lidt af den i Milkshake Whipped Creme (som er en plejende balsam), og får således et langt mere naturligt resultat.

dårlige hårdage

Man kan stadig godt se, at mit hår har været en grov omgang igennem. Der er rigtig meget af det, som simpelthen har opgivet ævred, og er knækket af. Det lader heldigvis til, at knækkeriet stoppede allerede ved den første Olaplex-behandling, og det der er tilbage, er godt på vej til at være sundt og blødt (så blødt som mit grove garn nu engang bliver).

dårlige hårdage

Og det bedste af det hele? Når man nærstuderer billederne, kan man se, at man ikke kan se det, jeg ikke ønsker man skal se: en udvoksning. Det farvede blender fuldkommen ind i det naturlige, i takt med at det vokser ud. Jeg havde ellers mere end én gang fået fortalt, at det ikke kunne lade sig gøre at gå fra farvet til gråt hår med ét slag – at man ganske enkelt ikke kunne farve håret gråt, så man derfra bare kunne lade det vokse naturligt ud.

Det kan man altså godt! Det kræver en betragtelig indsats, gode produkter og en dygtig frisør, men det kan lade sig gøre. Nok tæt på at være årets bedste nyhed 😉

 

Redigering: Jeg har lavet et indlæg, hvor jeg gennemgår hele min brydsomme rejse mod det grå hår, og deler alle mine erfaringer – gode såvel som smertelige.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg skjønner ikke det med at man ikke kan farge håret grått. Jeg ha da vitterlig sett flere unge jenter som går rundt med grått, og tydelig farget, hår. Jeg er jo heldig som i utgangspunktet er lys. Da er kontrasten til mitt nå hvite naturlige hår ikke så stor. Ønsker deg en finfin søndag.

    1. Dit hår har en utrolig smuk farve – jeg håber mit bliver ligeså fint!

Comments are closed.