Hiking for begyndere
Jeg har skrevet virkelig meget om hiking. Det er nemlig noget der fylder meget i mit liv og i mit hjerte. Jeg er ganske enkelt ellevild med at gå, om det så bare er en kort smuttur i de lokale skove, eller længere, velforberedte ture.
Sådan har det ikke altid været, men som med så mange vidunderlige ting, er det kommet ud af en bog. På et tidspunkt læste jeg bogen Wild, primært fordi den var på Oprahs must-read liste (og Oprah har jo altid ret, som enhver ved), og jeg tabte totalt mit hjerte til ideen om at vandre. Bare gå, i dagevis, overladt til sine egne to fødder og det udstyr man nu kunne slæbe med sig.
Vores første famlende forsøg kan nok bedst beskrives som rørende. Vi var søde og naive, og komplet uegnede til hikinglivet, da vi først begav os afsted, men vi er da så småt ved at komme efter det. Så småt. Vi fik samlet os det nødvendige udstyr (og lidt til… blandt andet vores fabelagtigt enestående Tryllebør), og lærte om, hvordan man altid kan finde et sted at overnatte. Jeg er nok mere tilbøjelig til at være ok med et liv på kanten af loven end ham min elskede, men efterhånden ryster han ikke længere af skræk, når jeg smækker et telt op på en skovsti, og erklærer området lejrplads.
Vi har vandret på oldefars gamle redningssti på Bornholm, på Gendarmstien i Sønderjylland, og på kystruten oppe på mit elskede Mors. Det er alt sammen vældig nemme ruter at gå til, og enhver kan kaste sig over dem – bare et par skiftesokker og lidt mad i rygsækken og afsted!
Selvfølgelig har vi også prøvet kræfter med italiensk hiking, og her vil jeg altså anbefale, at man sikrer sig at formen står mål med forventningerne, og at man har styr på sin navigation. Lige i den afdeling er vi stadig håbløse amatører. Giv os et kort og et kompas, og så skal vi nok fare vild. Vi forlader os på vores trofaste Maps.me; en fortræffelig app, som viser nærmest alle stier og småveje, og fungerer fint uden internetforbindelse. Fungerer dog knap så godt når telefonen løber tør for strøm, men sådan er der jo så meget. Amatører, som jeg sagde.
Italienerne lader til at mene, at den eneste fornuftige måde at vandre på, er over et bjerg – og så over endnu ét, og et mere, inde man sætter sig på enden og rutcher ned i dybet. Vi har gået i vidundersmukke Cinque Terre, og oppe i bjergene langs Como, og begge dele var oplevelser for livet. Skræmmende, udmattende, og helt vidunderligt.
Selvfølgelig drømmer jeg stadig om Den Helt Store Vandretur, men jeg har også fundet ud af, at mindre kan gøre det. Også selvom mindre ruter ofte er en kende forsømte, og måske byder på uforudsete udfordringer. Nøj, hvor jeg har været bange ind imellem, men jeg er kommet igennem, og har lært en masse faresignaler at kende, så jeg kommer mere og mere sikkert omkring. Gratis tip: Hvis der er et stort skilt ved indgangen til en vandresti, med røde bogstaver og både over- og understregninger, giver det muligvis mening at søge andre veje. Også selvom man ikke forstår sproget.
Alle mine erfaringer fra det første år på stierne, har ledt mig til det glimrende koncept Gliking. Glamourous Hiking – på Fiftyfabulousmåden. En genial (hvis jeg lige selv skal sige det…) blanding af at presse sig selv til det yderste, og at lade sig falde ned i bløde dundyner efter et varmt bad. Måske ikke overvældende glamourøst i praksis, men i hvert fald langt bedre end at vende hjem efter en uge på stierne, smurt ind i lige dele snavs, myggebalsam, sved og solcreme!
Gliking er ikke altid en mulighed, og selvom det er yndlingsmåden at vandre på, går jeg hellere på kompromis med komforten, end jeg undværer turen. Jeg elsker at rejse til fods, helt langsomt, og vældig gerne uden mål – bare den ene fod foran den anden, indtil jeg er så brugt, at ikke engang Ipren og Snickers kan få mig videre 🙂
