Hverdagsvesten til baby

Hverdagsvesten er så fin og anvendelig, så selvfølgelig måtte jeg også lave en baby-version. Den er helt magen til min, bortset fra de små snoninger langs ærmegabet: fuldkommen enkel, forholdsvis tætsiddende, og super anvendelig. Jeg har valgt at strikke babyvesten i noget kraftigere garn, så den virkelig kan givevarme til de søde smårollinger, når de ligger og kravler rundt på gulvet, og John er i hvert fald fan 🙂

Hvis ikke man bryder sig om fluffy garn til babyer – det er ikke altid så heldigt til de helt små! – kan man vælge at strikke vesten i to tråde Drops Baby Merino i stedet, eller i to tråde Drops Safran, hvis man vil have vesten i bomuld.

babyvest

Opskrift på Hverdagsvesten, baby

Størrelse: 1/3 – 6/9 – 12/18 – 24 mdr

Garnforbrug: Drops Air 1 – 2 – 2 – 3 nøgler

Overvidde: 52 – 58,5 – 63 – 70 cm

Længde: 27-29-31-33 cm.

Pinde: rundpind 3,5 og 5

Strikkefasthed: 17 masker x 22 omg = 10 x 10 cm. Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.

babyvest

Krop: Slå 88 – 100 – 108 – 120 m op på p 3,5 og strik 3 cm rib. Skift til p 5 og fortsæt i glatstrik.
Når arb måler 15-16-17-18 cm deles arb, og der strikkes videre til ryg og forstykke hver for sig.

Ryg: Luk af til ærmegab for 1 m i hver side på hver 2.p, i alt  7 – 8 – 9 – 10 gange.
Når arb måler 25-27-29-31 cm, laver du vendepinde for at forme skuldrene: Strik til der er 2 m tilbage på p, vend. Strik til der er 2 m tilbage i den anden side, vend. Strik til der er 4 m tilbage, vend. Strik til der er 4 m tilbage i den anden side, vend.
Luk alle m af når arb måler 27-29-31-33 cm.

Forstykke: Strik ærmegab som til ryggen.
Samtidig, når arb måler 22-24-26-28 cm, lukkes de midterste 14 – 16 – 16 – 18 m af til hals.
Strik hver side færdig for sig.
Luk af ind mod halsen på hver 2.p for 1 m 3-3-4-4 gange.
Når arb måler 25-27-29-31 cm, laver du vendepinde for at forme skulderen: Strik til der er 2 m tilbage ud mod skulderen, vend. Strik tilbage. Strik til der er 4 m tilbage ud mod skulderen, vend. Strik tilbage.
Luk alle m af når arb måler 27-29-31-33 cm.

Montering: Sy skuldersømme, og strik kanter i ærmegab og hals.

Ærmegab: Saml ca. 42-60 m (afhængigt af størrelsen) op langs ærmegabet på p 3,5. Strik 4 – 4 – 5 – 5  p rib., og luk elastisk af.

Hals: Saml ca. 54-68 m (afhængigt af størrelsen) op langs halsudskæringen på p 3,5. Strik 4 – 4 – 5 – 5  p rib., og luk elastisk af.

Hæft alle ender, og damp arb let.

 

Måske vil du også læse...

8 Comments

  1. Amy says:

    Skøn og fin lille dreng 🙂 Tak for endnu en fin opskrift.
    Glædelig jul til dig og din familie.

    1. Tusind tak Amy – og glædelig jul til dig og dine!

  2. Pernille says:

    Hej 🙂 mon du har glemt en del af vendepindene på forstykket eller er det meningen at man kun skal strikke fra 2m direkte til 4m? (Håber det giver mening)

    På forhånd tak

    – Pernille

    1. Du vender hver side for sig på forstykket – måske det er det, der forvirrer?

      1. Pernille says:

        Aha! Selvfølgelig. Se, nogle gange skal man lige læse hvad der står 😉 Tak

  3. Anette Deth Poulsen says:

    Så fin
    Har du også lavet den i str. 4 år?
    Mvh Anette

    1. Desværre ikke – den er kun lavet i baby størrelser.

Comments are closed.