Søndags Snapshot fra en ferie der næsten er slut

Nå. Nu lakker min ferie så småt mod enden, og selvom det er sin helt egen, særlige form for trist, så er det nu også okay. Når ferien slutter skal man nemlig tilbage til hverdagen, og den kan altså også noget. Den stille, lykkelige forudsigelighed, hvor dagene er tilrettelagt i et genkendeligt mønster – det er jo mageløst. Og heldigt nok at det er sådan, for hverdagene er trods alt dem, der er flest af i sådan et helt almindeligt liv.

Engang i næste uge – vi har endnu ikke helt besluttet hvornår – vender vi næserne hjemad mod Danmark, men indtil da sørger vi for at få vredet de absolut sidste ferie-glæder ud. Vi tager på ture. Hele tiden.

Vi tager på en masse sejlture, som oftest ud til frokost i yndlings-Varenna, i herlig kombination med en dukkert i Comosøen. For nogen, forstås – ikke for mig. Fraviger stadig ikke mit princip om ikke at bade i vand som er mindre end 28 grader, men kan fint påskønne stille feriedage på søen alligevel.

Vi tager også på køreture. I hvert fald engang imellem, selvom vi begge er opvokset med nogen drøje bilture omkring Gardasøen, hvor vores forældre (i lighed med alle de andre danske turister i 70’erne) ledte efter et mytisk vandfald, som ingen vist har set. Nogensinde.

Forleden tog vi til Como, og det er altid en fest. Byen der bare oser af tilbagelænet, italiensk charme, selv når turistsæsonen er på sit højeste. Alting er bare noget så imponerende pænt i den by, og så har de god is.

Enkelte traveture bliver det også til, selvom vi er langt fra sidste års niveau. I år er vi lidt begrænsede af ældstesønnens knæ, som har sat en effektiv stopper for nærmest al slags vandring, men en enkelt tur i Sanagra-dalen er det dog blevet til. Val Sanagra er jo et sted hvor vi, sådan rent historisk set, kan finde på at komme galt afsted, men i år har vi holdt os til den sikre rute helt nede ved floden. Og det er godt og trygt, og på alle måder helt ok. Skulle jeg hilse fra Fili og sige 😉