Det er vinter, og derfor skal det handle en hel masse om hygge. Strikketøj, dét er hyggeligt – så hyggeligt at det næsten ikke er til at beskrive 🙂
Jeg elsker strikkede klude, både fordi det er sjovt at sidde med arbejdet, fordi man hurtigt og nemt kan nyde det færdige resultat, fordi det er sjovt at få afprøvet en masse forskellige mønstre, og fordi det rent faktisk giver mening for mig. De grimme gule (lyserøde/lyseblå/hvide) klude der udskiller mikrofiberplastik (mikroskopiske stykker plastik, som forurener vores have og vores grundvand, og som vi risikerer at indtage med maden) kan jeg sagtens undvære, især når alternativet er så fint som disse her bomuldsklude.
De er strikket i Safran (tyndt bomuldsgarn,) som er lagt dobbelt, på en pind nr. 2 1/2. Det er en meget tynd pindestørrelse til dobbeltgarn, men det betyder at kludene bliver faste og lidt vamsede i det. Der går mindre end et nøgle til en klud – jeg plejer at få tre klude af to nøgler garn.
Slå 46 masker op, og strik 9 pinde ret.
Strik herefter 4 m ret, 1 m glat, 36 m mønster efter et af nedenstående diagrammer, 1 m glat, 4 m ret. Fortsæt således til arbejdet er kvadratisk, og afslut med 9 pinde ret. Luk løst af, hæft ender, og nyd din nye klud!
Jeg elsker at strikke klude. Det er et sådan et nemt og overskueligt projekt, hvor man kan teste alle mulige sjove mønsterkombinationer – og så er resultatet super brugbart. Hverdagsluksus er den bedste slags luksus, fordi man jo har glæde af den… hver dag. Og en tyk, hjemmestrikket klud i et sjovt mønster er da luksus! Og når man så oven i købet kan række naturen en hånd, jamen så bliver det næsten ikke bedre.
Derfor har jeg lavet en masse forskellige klude. Se for eksempel min yndlingsklud, med et fint lille hulmønster i kanterne, strikkede klude som værtindegave, strikkede klude i nemme ret/vrang mønstre, og runde strikkede klude. Og hvis du trænger til lidt hyggelæsning til nørklerierne, kan du jo tage en guidet rundtur på bloggen, og lære mig lidt bedre at kende 🙂