Overgangen til det grå hår, del 2.2

Uha, jeg har skrevet meget om overgangen til det grå hår, men hår er altså bare noget af det allermest sarte for mig. En grim kjole kan man returnere; en kedelig makeup kan man vaske af – men ens hår, det kan man ikke sådan uden videre slippe af med. Jo, man kan selvfølgelig gå linen ud, og rage hele herligheden af, men det er jo også et statement (endda af den markante slags), hvor man skal leve med sin beslutning ganske længe…

I maj 2016 besluttede jeg at indstille de konstante farvninger, og gradvist overgå til min egen, efterhånden ret grå, hårfarve. Jeg fik lysnet håret en smule for at mildne overgangen, og det hjalp mig igennem sommeren.

I august kunne jeg godt se, at jeg havde ret mange dårlige hårdage foran mig, hvorfor jeg lod en betragtelig del af lokkerne falde. På en tur til Brasilien snuppede jeg endnu en bid, og senere røg der endnu mere. Efter 9 måneder uden farve havde jeg en ret kraftig udvoksning, og jeg eksperimenterede en del med både traditionelle og mere utraditionelle produkter.

Lykkelig var jeg, da jeg opdagede Olaplex. Mit hår blev noget så fint, og jeg kunne se, at jeg nærmest var i mål. Men så stak jeg til frisøren i Rio de Janeiro igen – og det skulle jeg så aldrig have gjort…

Igen blev Olaplex og en række gode produkter min redning. Jeg har passet overmåde godt på mit hår de sidste mange måneder, og gjort hvad jeg kunne, for at få det til at gro så sundt og hurtigt som overhovedet muligt.

Nu har jeg så igen været hos dygtige Marianne i Salon Con Amore, og jeg er kisteglad! Hun har taget en bid af de meget (meget, meget) slidte spidser, og givet mig samme tur som sidst: en Californication og derefter en grå skyllefarve. Farven er så præcist ramt, at man nærmest ikke længere kan se den sydamerikanske skamskydning, og jeg elsker det.

Til at begynde med var jeg en smule tøvende overfor hele projekt Gråt Hår. På den ene side ville jeg vildt gerne med på den grå bølge, og i samme omgang slippe for de evindelige farvninger; på den anden side var jeg lidt bange for, om jeg ville komme til at se trist og farveløs ud, og om jeg ville falme totalt, når mit hår mistede sin mørkebrune glød. Bare tanken om at lade det lange hår falde lammede mig – som en anden Samson var jeg slet ikke indstillet på at miste min styrke. Det gjorde jeg så heldigvis heller ikke, selvom det var med identitetskriseagtig skræk, at jeg indlod mig på forsøget.

Jeg er virkelig glad for mine korte, grå lokker. Jeg synes ikke, at jeg ser ældre ud – og hvis andre synes det, er de høflige nok til ikke at dele deres opfattelse med mig (og det er jeg meget taknemmelig for, bare så I ved det). Jeg synes at mit hår langt om længe har indhentet mig, og jeg føler mig bare rigtig godt tilpas med det. Total succeshistorie, med lidt fumlen og snublen hist og her, men det skal også til. Tror jeg nok 😉

Redigering: Jeg har lavet et indlæg, hvor jeg gennemgår hele min brydsomme rejse mod det grå hår, og deler alle mine erfaringer – gode såvel som smertelige.