Som jeg nævnte i søndags, har jeg været i gang med at strikke en ny efterårs-sweater til Fili. På vores længere ture får hun nogen gange en trøje eller jakke på, ganske enkelt fordi hun kan have svært ved at holde varmen. Hun er jo født i Grækenland, og dermed slet ikke udstyret til vores gyseligt kolde vejr, selvom hun har fået en del mere pels i de år vi har haft hende.
Hun er altid frisk på en gåtur – eller, det vil sige: næsten altid. Indtil for nylig troede jeg ikke hun kunne blive træt, men jeg tog fejl. Hun kan blive træt. Af mig. Og af regnvejr, som jo altså gør hende ekstra kold.
Derfor får hun en ny sweater; en lækker, vamset sag, stikket i fnuglet mohairgarn, som holder helt tosset godt på varmen – jeg har valgt samme slags garn som til min egen yndlingssweater, så vi matcher. Den er selvfølgelig ikke vandtæt, så hvis det regner er det stadig hendes jakke der skal på, men den kan nu godt tåle en lille byge. Mohair suger ikke vand til sig på helt samme måde som almindelig uld, og så har jeg i øvrigt også imprægneret den (med samme spray, jeg bruger til mine jakker og vandresko).
Opskrift
Jeg har kun lavet opskriften i én størrelse, som er rigelig til en lille mellemstørrelse hund som Fili. Sweateren er dog nem at gøre større eller mindre ved dels at øge/formindske maskeantallet, dels øge/formindske længden. Mål din hund om brystet og fra halsen ned til lige godt midt på ryggen, og strik efter disse mål.
Jeg har brugt to nøgler grå Drops Air og en rest hvid. Strikket på en rundpind nr. 5 giver det en strikkefasthed hvor man har 17 masker på 10 cm.
Krop
Slå 76 m op, og strik 7 cm rib: 2 ret, 2 vrang.
Skift til glatstrikning, og strik til arbejdet målet 25 cm. Næste omgang strikkes der huller til forben således: strik 5 m, luk 3 m af, strik 60 m, luk 3 m af, strik 5 m. Arbejdet bliver herved delt i to dele, som strikkes hver for sig. Strik lige op, til begge dele af arbejdet målet 31 cm, og saml så de 70 m til ét stykke igen.
Over de næste 4 cm tages 30 m ind jævnt fordelt, så der er 40 m tilbage på omgangen. Du har nu formentlig brug for enten at skifte til strømpepinde, eller strikke med magic loop.
Strik rib: 2 ret, 2 vrang, over de 40 m ialt 10 cm. Strik derefter to omgange glat, og luk løst af.
‘Ærmer’
Langs hullerne til forben samles 20 m op, som strikkes rib: 2 ret, 2 vrang. Strik til ‘ærmerne’ måler 5 cm, og luk løst af.
Montering
Hæft alle ender – så er sweateren egentlig færdig. Du kan vælge at imprægnere den med en helt almindelig spray (den man for eksempel kan købe i skobutikker); så bliver den en smule vandafvisende.
Jeg vil forsøge, at strikke en lige så fin sweater til min lille franske bulldog, som ingen underuld har og som derfor fryser om vinteren.
Jeg skal lige være helt sikker på garnvalget – du skriver “fnuglet mohairgarn”, men det er da Drops Air du har strikke i, ikke?
Ja, det er det – opskriften skal da vist lige opdateres! Tak for det