Gråt hår på den (næsten) nemme måde

Når man rammer de Fiftyfabulous’ rækker, vil de fleste have stiftet bekendtskab med det evige dilemma. Gråt hår: go eller no-go. Selv blev jeg allerede ramt af de første grå hår allerede i slutningen af 20’erne, og på det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om, at det var alt for tidligt. Men som årene gik, fik jeg mere og mere lyst til at teste min naturlige hårfarve – ganske enkelt at få gråt hår.

Det var ikke uden store overvejelser jeg besluttede mig. Selvfølgelig kan man sige, at der er større problemer i et menneskeliv end hårfarve, men helt ærligt så fyldte det rigtig meget hos mig. Ville det gøre mit hår – og MIG – trist og slidt at se på? Havde de ret, alle dem der sagde, at det ville lægge ti år til min allerede betragtelige alder? Ville jeg blive nødt til at gennemgå et totalt stilskifte, kassere mine fede jeans og læderjakker, og erstatte dem med kittelkjoler og fornuftige snøresko?

Nu er jeg omsider ved at være fremme ved målet. Jeg har nærmest gråt hår, og dermed kan jeg svare på en del af de spørgsmål. Der er naturligvis tale om stærkt subjektive svar, men altså: Nej. Det har ikke gjort hverken mit hår eller mig trist og slidt at se på. De år der er lagt til min alder, er dem der er gået – jeg ser ikke ti år ældre ud. Og jeg rocker stadig mine jeans og læderjakker.

Når jeg sidder og bladrer gennem gamle billeder, så ser faktisk ud som om min stil har ændret sig en smule. Den er nok blevet en lille smule mere poleret; lidt mere skarp i det. Og det klæder mig (alt sammen selvfølgelig sagt i al beskedenhed…). De allermest hullede jeans er reserveret til hyggedage herhjemme, mine kjoler er blevet lidt længere, og der er nok også færre farver i min garderobe end før.

Den største forskel er stylingen af mit hår. Hvor jeg tidligere lod mine rodede krøller hænge langt ned ad ryggen, har jeg nu, som en konsekvens af rejsen mod det grå, meget kortere hår, og jeg glatter eller bukker det som regel en smule. Jeg tror nemlig nok, at det der grå look med en masse krøller giver en lidt Heksemutter-agtig vibe på mig, og det elsker jeg ikke. Jeg hader det heller ikke, og krøllerne kommer frem fra tid til anden, men altså knap så rutinemæssigt. Med tiden vil jeg formentlig lade mit hår blive lidt længere igen – jeg synes nemlig langt, gråt hår er noget af det flotteste, hvis det altså vel at mærke er lækkert og velplejet.

Jeg har fulgt en lang og brydsom vej til målet, men der er ikke noget der er så galt, at det ikke er godt for noget. Nu kan jeg nemlig se tilbage på vejen, og dele ud af mine erfaringer. De er rigelige, mine erfaringer, for jeg har prøvet nærmest alt undervejs, så jeg kan måske hjælpe andre udenom de værste faldgruber – og jeg kan oven i købet anvise en langt mere direkte vej end min. Drømmevejen, ganske enkelt, som skærer langt de fleste dårlige hårdage væk.

For der er dårlige hårdage involveret når man vil holde op med at farve sit hår, det kommer man nok ikke helt udenom. En udvoksning er bare altid en trist ting, i hvert fald når den når en vis længde. Men der er efterhånden rigtig meget man kan gøre for at mildne overgangen, og alligevel ende med det ønskede resultat.

Da jeg startede projektet, kunne jeg ikke opdrive en frisør, som ville påtage sig at farve mit hår gråt. Det forekom mig ellers at være den optimale løsning, ganske enkelt at indfarve hele håret i den farve, min udvoksning havde. Uden at foregribe begivenhedernes gang alt for meget, kan jeg vist godt allerede nu afsløre, at det senere lykkedes mig at finde produkter, som gjorde netop dét, men først skulle jeg så grueligt meget igennem.

Det var helt tilbage i maj 2016, at jeg besluttede at bukke ud af kampen om den brune hårfarve. På det tidspunkt havde jeg flittigt farvet mit hår i mange, mange år. Jeg begyndte som sagt ret tidligt i mit liv at få enkelte grå hår – meget tidligere end jeg var indstillet på, så ind på scenen trådte alle de festlige hårfarvninger.

Og dem fik jeg så på et tidspunkt nok af. Det skyldtes selvfølgelig til dels det virkelig trælse i at afsætte tid hver tredje uge til touch-ups, og irritationen over den grå skilning, der altid nåede at titte frem – men det skyldtes også en voksende fornemmelse af, at det mørkebrune hår bare ikke var rigtig pænt til mig længere. Farven virkede for hård, og passede ikke helt til mine øvrige farver, selvom den farve jeg fik i, var en helt lys gyldenbrun. Når det blev sammenholdt med en bølge af gråt hår alle vegne, lå beslutningen egentlig lige for: Nu skulle det være slut.

Jeg var på det tidspunkt temmelig naiv; kunne ikke rigtig finde noget om overgangen til gråt hår, men forestillede mig, at jeg bare kunne lysne mit hår en smule, og så ville det gradvist blive mere og mere koldt i tonen, indtil det lige pludselig en dag var stålgråt.

Sådan kom det, overraskende nok, ikke til at gå. Mit lange filtrede garn blev trefarvet. Gråt i bunden, brunt i længderne, og tissegult i spidserne. Et look, jo – men ikke lige hvad jeg gik efter, hvorfor jeg i august (altså omkring tre måneder efter start) fik klippet en solid bid af, så jeg pludselig kunne se en ende på projektet.

Næste skridt var en særlig kurbehandling, som jeg fik i Brasilien. Den trak alle kobbertoner ud af håret, og gjorde det oven i købet blødt og lækkert. En klar vinder, som i samarbejde med gode produkter som silver shampo, kurpakninger med lilla farvepigmenter, og en farvespray til rødderne, hjalp mig et godt stykke ad vejen.

I november røg der endnu en forsvarlig bid af længden. Jeg blev faktisk nærmest korthåret, og jeg nød det. Jeg kunne jo se, at jeg allerede var godt på vej til at smide alle de gamle farvede længder, og den grå farve der piblede frem, var noget så flot.

I april måned fandt jeg så Vejen, eller Løsningen, som jeg dengang kaldte det. Jeg fik en særlig, afrensende behandling; en Californication, fulgt af en grå Olaplex gloss, som fuldkommen udjævnede farveforskellen ved min udvoksning. Omsider havde jeg fundet det, jeg havde ledt efter lige siden begyndelsen: en metode til at indfarve håret i dets naturlige farve!

Hvis jeg skulle starte forfra (og det skulle jeg så, kom tiden til at vise), ville dette være vejen frem. Godt med tynde lyse striber, i nogenlunde samme omfang som de naturlige grå hår, og så en gang grå Olaplex gloss over. Glossen påvirker ikke håret permanent, så den efterlader ikke nogen udvoksning. Til gengæld dækker den smukt over fortidens synder -altså en perfekt løsning!

Og så indtraf katastrofen. Intet mindre. I april gik jeg til min frisør, Leo, i Rio de Janeiro. Tanken var, at han skulle give mig en kur som den jeg fik tilbage i september året før, og i øvrigt også lige studse spidserne en smule – og så ville jeg omsider være i mål. Score!!! Eller ikke. Jeg har nærmest ikke ord for hvad der skete. Eller jo, det har jeg, men det er ikke ord jeg bryder mig om at bruge på skrift.

Leo besluttede, i al sin visdom, at det der kedelige grå da skulle dækkes, så jeg kunne komme til at se ung og farverig ud. Han hældte ganske enkelt en varm, rødbrun hårfarve ud over mit fine, grå hår. Permanent hårfarve, vel at mærke, så det kunne holde.

Jeg gjorde ikke skade på ham, og det er jeg faktisk stadig temmelig stolt over. Jeg ser det som højdepunktet af min mangeårige meditative træning, at jeg roligt – godt nok med rystende stemme, men roligt – fortalte ham, at det var dumt. Desværre fulgte jeg så selv dumt op med dumt, for i stedet for at forlade salonen i en fart, lod jeg ham lege med at trække farven ud med en solid omgang afblegning…

Det var IKKE godt. Som i slet ikke godt. Da jeg endelig fik samlet mig sammen til at tvinge mine sølle lokker ud af hans klør, havde jeg en varm, rødbrun bund, og udpinte orangegule spidser, som allerede knækkede af i store håndfulde. Lige dét look har jeg, af indlysende årsager, ikke billeder af… Heldigvis findes der også Olaplex saloner i Rio, så jeg tiltvang mig, ved min svigerdatters hjælp, adgang til en af dem. De kunne fint få øje på problemet, også uden oversættelse til portugisisk, og de hjalp med at give en grundig Olaplexbehandling for at redde hvad reddes kunne. Herefter lavede de forsigtigt tynde lyse striber, og endelig gav de det en grå gloss. Og på dén smarte måde endte jeg med noget der ikke var meget grimmere end det jeg kom til Rio med… Lidt tyndere, fordi en masse var knækket af, og temmelig arbejdstungt, fordi jeg nu var slået tilbage til start – men dog nogenlunde pænt.

I skrivende stund er det omtrent et år siden. Det har været et år med hyppige frisørbesøg for at få dæmpet Leos gyldenbrune farve med grå gloss, og med mange hårkure. Her er jeg så stødt på endnu en faldgrube. Overdreven brug af silver-produkter kan nemlig have en uhensigtsmæssig virkning, for nu at sige det mildt. Mit hår fik på et tidspunkt en iøjnefaldende grøn nuance, som nok på sin vis var interessant, men som jeg alligevel valgte at dæmpe…

Jeg gør hvad jeg kan, for at mit hår kan få lov at blive sig selv igen efter Den Brasilianske Episode. Jeg fodrer det med vitaminer, holder hovedbunden i god form, og plejer det i øvrigt som jeg har gjort i en del år, efter en slags tillempet Curly Girl metode (som, i parentes bemærket, virker fremragende på stort set alle slags groft hår, krøllet, bølget eller glat).

Og vigtigst af alt, så glæder jeg mig over mit grå hår. Jeg synes det er pænt med gråt hår, og jeg er vild med alle de mange nuancer der er i det. Afhængigt af hvordan lyset falder, kan det være enten helt gråt eller brunligt med gråt skær. Går man lidt tættere på, er der nuancer af stålgrå, mørkebrun, hvid og en lille smule gyldent i det, og det elsker jeg. Gråt hår FTW!